Co-coders heroes:
Barbara Myhre Isaksen
Om at gå efter sin største interesse og tro på sig selv
9. November, 2022
I “Co-coders heroes” fortællingerne sætter vi fokus på inspirerende profiler, der arbejder med teknologi og kodning i en eller anden afskygning. I dette blogindlæg har vi fornøjelsen af Barbara Myhre Isaksen, som tager os med på sin rejse om at skifte til en karriere indenfor kunstig intelligens. En rejse, som faktisk slet ikke behøvede at være så omfattende, som Barbara i første omgang troede. Læs mere om det her, hvor Barbara også indvier os i sit bedste råd til, hvis man vil lave samme karriereskift.
Bosted: København
Job: AI Konsulent hos TodAI
Uddannelse: MA i Digital Management fra Hyper Island
Introduktion: Jeg hedder Barbara, og jeg arbejder som AI konsulent hos TodAI. Her rådgiver jeg virksomheder om, hvordan de kan få success med AI og machine learning, og er ansvarlig for den del af AI projekter, der har med forretningen at gøre. Jeg har en baggrund indenfor Business Development, UX design og Digital Management.
“Jeg vil gerne slå et slag for alle dem, der ikke har en teknisk baggrund, men som synes kunstig intelligens er spændende. Der er masser af plads til dig og brug for dine kompetencer i den her verden. ”
Barbara Myhre Isaksen, AI Konsulent hos TodAI
Hvad kickstartede din interesse for teknologi og kunstig intelligens?
Jeg har altid været fascineret af teknologi og fremtiden. Da jeg var lille, var jeg vild med science fiction film og deres tilhørende robotter. Tænk Terminator, iRobot, 2001: A Space Odyssey, Blade Runner og A.I Artificial Intelligence.
Alle jobs, jeg har været ansat i, har i deres kerne handlet om at hjælpe virksomheder med at ‘træde ind i fremtiden’. Og forstå hvilke muligheder nye digitale teknologier skaber. Jeg bliver altid helt vildt begejstret, når tænker på, hvad vi kan med teknologi og AI lige om lidt, og selvom bias og privacy er en vigtig del af mine overvejelser, så er jeg en kæmpe teknologi optimist. Det synes jeg, der er for få, der tør fejre, at de er.
Hvordan tog du hul på at lære om kunstig intelligens?
For godt tre år siden besluttede jeg, at nu ville jeg skifte til en karriere indenfor kunstig intelligens. Jeg havde i længere tid gerne ville skifte fra digital til tech, og mulighederne ved kunstig intelligens inspirerede mig på en måde, som andre emner ikke havde kunnet måle sig med.
På daværende tidspunkt var jeg lige påbegyndt en deltids master i Digital Management på Hyper Island, og jeg havde mulighed for at dreje alle mine opgaver ind på Kunstig Intelligens: AI and new business models, AI and sustainability, AI and diversity, AI and innovation. Sidst på studiet skrev jeg min master vedrørende brugen af AI i danske små- og mellemstore virksomheder sammen med Dansk Industri. Ved siden af mit studie tog jeg Andrew Ng’s kurser i Kunstig Intelligens på Coursera, og læste en masse bøger og artikler.
Jeg havde en lang periode, hvor jeg tænkte, “jeg skal bare lige tage det her kursus” så kan jeg søge en rolle som konsulent med fokus på kunstig intelligens. Jeg blev ligesom ved med at udskyde det – det var først, da jeg forstod, at de skills jeg havde i forvejen, kunne kombineres med kunstig intelligens, at det rigtigt sagde klik.
I stedet for at tænke at jeg havde behov for tekniske AI færdigheder, begyndte jeg at se, at værdien lå i mine nuværende talenter plus et lag af AI. Og så fik jeg selvtillid!
Så jeg har også lavet en masse fejl i min approach til at skifte karrierer. Derfor er mit bedste råd til andre, at de skal forstå, hvad deres talenter er og så tilføje et lag af AI til det. Det kan være alt fra UX design til markedsføring, finans og projektledelse.
Hvordan fik du dit første professionelle IT-job, og hvad var din rolle?
Mit første profesionelle IT job var som webdesigner og UX designer. Jeg har altid designet websider, og da jeg var yngre lærte jeg at kode basic hjemmesider med HTML, CSS og JavaScript, og bruge WordPress og Photoshop. Det var de skills, der landede mig mit første job hos InnovationLab.
Det var et lille team, der skulle starte et digitalt magasin om fremtiden, tech og innovation – min rolle var at designe vores digitale platform, og lede vores udviklere.
Koder du i dit job eller arbejder du med kunstig intelligens på en anden måde?
Jeg koder ikke i mit job. Jeg arbejder med alle de mange andre opgaver, der er indenfor et kunstig intelligens projekt, og så udvikler mine dygtige kollegaer løsningen. Hos TodAI siger vi ofte, at kunstig intelligens ikke er et teknisk problem, det er et forretningsproblem. Der er nemlig rigtig mange projekter, der slår fejl, fordi virksomheden glemmer, at deres AI projekt skal give værdi til virksomheden og ikke bare være et ophøjet teknologi projekt.
Jeg hjælper vores kunder med at forstå, hvor i deres forretning der er mulighed for at skabe værdi med kunstig intelligens, sætte det rigtige team sammen, teste idéer og implementere løsningen. Og så får jeg ofte brug for mine UX skills når løsningen skal visualiseres. Derudover så taler jeg til konferencer og kurser om kunstig intelligens, ledelse og forretningen.
“Jeg bliver altid helt vildt begejstret, når tænker på, hvad vi kan med teknologi og AI lige om lidt […], så jeg er en kæmpe teknologi optimist. Det synes jeg, der er for få, der tør fejre, at de er.“
Barbara Myhre Isaksen, AI Konsulent hos TodAI
Hvilke kompetencer, synes du, er vigtige for at kunne gøre en forskel ude i virksomhederne med kunstig intelligens?
Stort set alle kompetencer giver mening i et projekt, der benytter kunstig intelligens. Man kan sige, at kunstig intelligens er en “cross-functional-team-sport”. Der er brug for et tværfagligt team. Derfor er den vigtigste kompetence at få en generel forståelse for, hvad AI kan og ikke kan.
Jeg vil gerne slå et slag for alle dem, der ikke har en teknisk baggrund, men som synes kunstig intelligens er spændende. Der er masser af plads til dig og brug for dine kompetencer i den her verden.
Hvad vil du anbefale til andre, som gerne vil starte en karriere i kunstig intelligens?
- Springet til en karriere i AI er ikke så stort, som du tror.
- No-code / low-code AI-værktøjer gør indgangbarrieren til hvem, der kan bygge AI, meget mindre
- Hvis du skifter dit karrierefokus til ‘din nuværende position’ + ‘AI’, er du et skridt tættere på fremtiden end andre i samme stilling.
- Andrew Ng’s kurser i kunstig intelligens på Coursera kan noget, som andre online kurser ikke kan.
- Tag et kursus i kunstig intelligens eller machine learning hos Co-Coders (selvfølgelig!)
Vi håber, at vores “Co-coders hero” fortælling har inspireret dig, gjort dig mere nysgerrig og/eller motiveret dig til at lære mere!
Skriv til os på hi@cocoders.dk, hvis du kender en rollemodel, som fortjener at få delt sin historie 🙂
Idéer til nye blogindlæg?
Skriv til os på hi@cocoders.dk og del dine ønsker til nye blogindlæg og guides.