Co-coders heroes: 

Nanna bach Munkholm

“min store passion er at skabe noget”

19. januar, 2023

I “Co-coders heroes” fortællingerne sætter vi fokus på inspirerende profiler, der arbejder med teknologi og kodning i en eller anden afskygning. I dette blogindlæg har vi fornøjelsen af Nanna Bach Munkholm, som under studiet til bygningsingeniør startede sin første virksomhed, hvor hun syede kernelædertasker. Igennem startup-miljøet fik hun øjnene op for tech og kodning. Læs med nedenfor og bliv klogere på, hvordan Nanna gik fra at være bygningsingeniør af uddannelse til i dag at være professionel softwareudvikler hos det anerkendte konsulenthus Trifork.

Bosted: Aarhus
Job: CTO hos Roccai og softwareudvikler hos Trifork
Uddannelse: Bygningsingeniør

Mit navn er Nanna Bach Munkholm, jeg er 29 år og elsker at lære nyt. I dag sidder jeg som founder og CTO af tech-startup’en Roccai, Tinder for eCommerce. Derudover er jeg software pilot ved Trifork. Det lå dog ikke helt i kortene, at jeg skulle være softwareudvikler, da jeg aldrig har interesseret mig for tech eller computere. Jeg endte derfor med at uddanne mig til bygningsingeniør. Under studiet startede jeg min første virksomhed, hvor jeg brugte mine kreative evner til at designe og sy kernelædertasker. Her fandt jeg min store passion nemlig at skabe noget – om det så var en bygning, en taske eller software skulle vise sig at være lige meget.

“Under studiet startede jeg min første virksomhed, hvor jeg brugte mine kreative evner til at designe og sy kernelædertasker. Her fandt jeg min store passion nemlig at skabe noget – om det så var en bygning, en taske eller software skulle vise sig at være lige meget.” 

Nanna Bach Munkholm, CTO hos Roccai og softwareudvikler hos Trifork

Hvad kickstartede din interesse for kodning og teknologi? Og hvornår?

I forbindelse med opbygningen af min første virksomhed blev jeg i 2017 introduceret til Startup Factory, som er et iværksættermiljø for ingeniørstuderende. Dette var første gang, jeg mødte en udvikler og blev introduceret til, hvad det egentlig betød at udvikle software. De lavede apps, VR-spil og Machine Learning. Her sad jeg så over en øl hver fredag og hørte om deres startup-ideer og hvordan de kunne løse alt med kode. En helt ny verden begyndte at åbne sig for mig og et år efter startede jeg min første tech-startup, DecorRaid – Tinder for møbler.

Hvordan lærte du at skrive den første kode og hvad handlede dit første kodningsprojekt om?

Her sad jeg omgivet af udviklere i Startup Factory og besluttede mig for at starte en tech-startup – for mig betød det at være “rigtig” tech-iværksætter, at man kan kode. Jeg spurgte derfor dem til råds om, hvordan jeg kom i gang. 

Det skal dog siges, at det tog mig over et år, før de fik mig overbevist om, at jeg også kunne lære at kode.

Men jeg sprang ud i det og mit første kodningsprojekt var at lave et Recommender System ved hjælp af Machine Learning, der kunne bruges til at anbefale produkter til DecorRaids brugere. Det krævede, at jeg skulle lære Python og jeg lånte derfor bogen “Python for the absolute beginner” og gennemgik den fra start til slut. Men vigtigst af alt så hjalp min nye udviklervenner mig og jeg tog til alle tech-arrangementer, jeg kunne finde bl.a. Co-coders events.

Det skal dog siges, at det tog mig over et år, før de fik mig overbevist om, at jeg også kunne lære at kode.

Nanna Bach Munkholm, CTO hos Roccai og softwareudvikler hos Trifork

Hvordan fik du dit første professionelle IT-job og hvad var din rolle?

Efter ingeniørstudiet tog jeg en kandidat i Teknologibaseret forretningsudvikling, da det var den eneste kandidat jeg kunne tage der havde noget med tech at gøre. Her fik jeg muligheden for at fordybe mig i Machine Learning, dog uden hjælp til at lære at programmere. Efter færdiggørelse af mit studie gik jeg på deltid med min egen virksomhed og ledte efter et job til at få brød på bordet. Til et af mine første Co Coders arrangementer, kom jeg i snak med Lise Lystlund der står bag Co-coders og fortalte om min virksomhed og det Recommender System jeg havde udviklet til min virksomhed. Hun hjælp mig derefter med at få mit første IT- job som Data Scientist ved Transition. Her skulle jeg arbejde i Python og Power BI. 

Hvad er det sjoveste ved at kode? Og hvad er det sværeste?

Som udvikler kan man være med til at skabe vores fremtid – lige fra optimering af indeklima i de danske folkeskoler til udvikling af apps, der kan hjælpe dig med at finde din næste rejse. Mulighederne er uendelig og der er altid nyt at lære og nye teknologier der opstår. Det er det der gør det spændende at være udvikler. Men der er samtidig også det der gør det svært – man er aldrig færdig med at lære og man føler sig altid lidt bagud. Men her er jeg ved at indse at man må vælge de teknologier man synes er spændende også acceptere at der er mange område man ikke ved noget om og det er okay. 

Hvad vil du anbefale til andre, som gerne vil lære mere om kodning, teknologi og digitalisering?

Hvis du ønsker at komme i gang med at kode selv vil jeg anbefale at finde et projekt du er passioneret omkring også søg rådgivning fra andre om hvilke teknologier, programmeringssprog du skal lære for at udføre dit projekt. Det der har været afgørende for at jeg er nået dertil jeg er i dag er, at jeg har skabt mig et netværk af passioneret udviklere.

Udvikling handler ikke om at sidde i en kælder, men om at skabe nye løsninger sammen.

Nanna Bach Munkholm, CTO hos Roccai og softwareudvikler hos Trifork

Vi håber, at vores “Co-coders hero” fortælling har inspireret dig, gjort dig mere nysgerrig og/eller motiveret dig til at lære mere!

Skriv til os på hi@cocoders.dk, hvis du kender en rollemodel, som fortjener at få delt sin historie 🙂 

 

 

 

Idéer til nye blogindlæg?

Skriv til os på hi@cocoders.dk og del dine ønsker til nye blogindlæg og guides.