fbpx
Vælg en side

Kom godt i gang med… 

Python 

Et af verdens mest populære kodningssprog
– for både nybegyndere og professionelle 

Dette blogindlæg indeholder:

    • Et overblik over de programmer, du skal bruge til Python-kodning
    • Tips og tricks til at skrive den første kode
    • Anbefalinger til, hvor du kan finde mere viden om Python.

Python er et kodningssprog, som oftest bruges til bearbejdning og analyse af data samt udvikling af machine learning modeller, men det kan også bruges til bl.a. softwareudvikling, hjemmesider og test af computerprogrammer.

Hvorfor skal du kaste dig ud i Python…?

Python har en simpel syntaks – dvs. at det er nemt at skrive og læse og dermed nemt at lære for nybegyndere, der ikke har nogen erfaring med kodning. Derudover er der et stort online fællesskab omkring kodningssproget Python, hvilket gør det muligt altid at finde hjælpe på internettet på diverse fora såsom Stackoverflow. Uanset hvilken udfordring, man løber ind i, er der ofte andre, der har oplevet den samme udfordring før, og som gerne hjælper med gode tips og råd.

Python er altså et godt kodningssprog for nybegyndere samtidig med, at det er anvendeligt og en højt eftertragtet kompetence i erhvervslivet, så der er ingen argumenter for ikke at kaste sig ud i det.

De første skridt mod livet som Python-udvikler

Først og fremmest skal vi have et miljø/program, hvor vi kan skrive vores Python-kode og selve kodningssproget Python skal også være installeret i dette miljø. Vi kan enten vælge at arbejde lokalt på vores egen computer, hvilket betyder, at vi skal installere Python på computeren, inden vi kan gå i gang, men det er også en mulighed at arbejde i et miljø i “skyen” via browseren, hvor Python allerede er installeret.

Undgå at installere noget på computeren – kom i gang med Python i “skyen”

Vil man undgå at installere nogle programmer på sin egen computer, kan man faktisk kode Python vha. Google Colab, som er en del af de Google-værktøjer, man har adgang til med en Gmail, ligesom Google Docs. Læs videre og få adgang til en Python-notebook, hvor du kan skrive og køre din første Python-kode, længere nede i blogindlægget 🙂

Installer Python og dertilhørende hjælpeprogrammer lokalt på computeren

Hvis man gerne vil arbejde lokalt på computeren, er det nemmeste at installere Python og dertilhørende hjælpeprogrammer såsom Jupyter Notebook vha. Anaconda. Når jeg selv kører kode lokalt, bruger jeg ofte Jupyter Notebook, som er et program, der kan læse og fortolke Python-kode. Jupyter Notebook er meget brugervenligt og visuelt. Er man lidt mere rutineret i at kode, kan man også vælge at bruge Visual Studio Code, som rigtig mange professionelle udviklere bruger.

Hvad skal jeg lære først?

De to vigtigste elementer at have styr på, når man skal lære at kode Python er:

    • datatyper,
    • objekter og variable

Hop over i denne notebook i Google Colab, hvor du kan få fingrene i noget Python-kode og lær mere om netop datatyper, objekter og variable.

OBS: Det er ikke muligt at redigere direkte i denne notebook, så du skal lige starte med at kopiere filen over på dit eget Google Drev og så er du til gengæld klar til redigere, skrive ny kode og køre den eksisterende kode 🙂

Hvordan kommer jeg videre…?

Hvis du har været igennem ovenstående, har du nu fået lidt kendskab til kodningssproget Python. For at komme videre herfra, kan du f.eks.:

    • tage et online kursus på en af de utallige kursusplatforme (Codecademy, Coursera, eller noget helt tredje),
    • finde lærerige Youtube-videoer,
    • finde en mentor, der kan hjælpe dig med feedback på din kode og hjælpe med udfordringer (spørg fx på vores Discord server) eller
    • lære Python-syntaks med computerspillet Codecombat.

 

Vi hepper på dig!

De bedste hilsner fra

Idéer til nye blogindlæg?

Skriv til os på hi@cocoders.dk og del dine ønsker til nye blogindlæg og guides.